Just run beforer it will kill you! ~Åben~

P: http://images3.wikia.nocookie.net/__cb20130510235128/vampirediaries/images/8/89/KatherineStyle.jpg

Solen stod op over den lille by Orealls, det daglige marakede var sat op med varer til billige penge. Kanibalerne slogte mest ting til lave priser, dog havde de også stjålet det meste af det som de solgte. Alt fra små ædelsten til kostbarer staturer og mærketøj. Alt du kunne faktisk få alt hvad du ikke behøvede her, men til billige penge. Dog skulle politet ikke fange en med varene, så ville de blive meldt som tyverri.
Der var næsten ikke en eneste sky at se, solens varme stråler lyste hele marakedet op med dens stråler som prikkede til huden med sin varme.
Elena var taget til Orealls bare for at slappe af, tage en stille og rolig fridag. Også fra jobbet, hun havde givet hendes assisent Sandra ansvaret for aftenens show. Elena kiggede rundt omkring i de forskellige boder, hun undgik så vidt så muligt at opdage hvis der var nogle spøgelser. Det var ikke hvad hun havde brug for ligenu, derfor holdt hun blikket på varene.
Hun var dog meget opmærksom omkring sig, for kanibaler.. Dem kunne man ikke stole på, og selvom stedet var proppet med toritster, så kunne man let blive snuppet med ud bagved og se sin død i øjnene ingen man blev ædt bid for bid.

Daniella havde besluttet sig for at komme ud fra skoven. Det var ikke hver dag hun gjorde det, men det var godt engang imellem. Hun blev nød til at komme ud, for at få fat i nogle madvare og andre nødvendige ting. Det var et nyt sted hun var noget nået hen, en lille by med masser af salgsvarer. Hun stod og kiggede på en bod, da en mand pludselig tog fat i hendes arm. Hun fik et chok og forsøgte at komme fri. Men det lykkedes hende ikke, han holdt hende for godt fat. Daniella kunne godt bruge sin evne, men det var bare ikke noget hun gjorde særlig meget. Hun ville meget hellere bare komme fri med sine menneskelige kræfter. Daniella anede dog ikke hvordan, hun ville ikke såre nogen, men heller ikke selv blive såret. Derfor var hun i lidt af en kattepine. Hun prøvede ihærdigt at få ham skubbet væk. Hun havde hendes frie hånd på den arm han holdt hende med og forsøgte at skubbe ham væk, mens hun selv trak sig den anden vej. Men hvordan kunne hun nogensinde overvinde en mand på den størrelse? Daniella så sig omkring, men ingen så ud til at ville nærme sig. Der var noget med de her mennesker, de var bange for dem i byen. Men hvorfor?

Elena kiggede stadigvæk rundt, hun kunne se en glas blod ikke ret langt væk. Hun nød at kigge rundt, bare for sjovs skyld. Enlig havde hun andet hun kunne lave, men gad bare ikke. Hun passerede en kanibal som havde udset sig et offer, hun stoppede op og vendede blikket tilbage imod dem. Pigen lignede en som bare ville fri, selvfølgelig ville hun det. Hvem gad at være i selvskab med en kanibal, men Elena havde ikke selv ret meget styrke. Hun havde sin evne til at eksplodere ting, ikke andet? Elena tog et glas fra en af boderne, og kastede det i hovedet af kanibalen så det smadrede. Hun hævede et bryn af kanibalen, og så gik det op for hende. At det måske ikke havde været den smarteste ide at gøre, derfor skar hun lidt ansigt. Men greb fat i pigens arm og løb afsted. Elena håbede pigen ikke bare ville stoppe op eller noget, for at var de muligvis dødsdømte! Elena fik dem op af en hus væg, hvor ingen kunne se dem. Hendes åndedrag gav genlyd, imens hendes hjerte bankede som vildeheste som galloperede igennem markerne. Hun kastede et blik på pigen.
"Er du okay?" Spurgte hun stille, hun skulle lige have pusten selv. DEt var ret hårdt at løbe fra en gal kanibal, men man overlevede dog alligevel.. Eller nogle gjorde, de havde været heldige, og hvis de ikke blev fundet. Så var de virkelig virkelig heldige! Elena lagde hovedet tilbage imod muren, og åndede ud.

Daniella forsøgte stadig at komme fri, hun måtte vel bruge hendes evne, hvis det blev nødvendigt. Lige i det sekund hun skulle til, at få fat i nogle dyr eller planter der kunne hjælpe hende, ramte en flaske eller noget hans baghoved. Daniella så bag ham, for at få øje på hvem der gjorde det. Men han nåede det ikke, før hun allerede var ved, at løbe væk. Daniella løb selvfølgelig sammen med hende, hun var dog lige ved at løbe videre, da hun drejede ind imod en husvæg. Daniella nikkede bare til hende. "Ja. Ja, jeg er okay." Daniella sank en klump, hun var ikke sikker på om hun, skulle spørge hvad han ville med hende. "Så.. Ved du hvad han ville, ham derude?" Daniella lagde hovedet en anelse på skrå og ventede på et svar, af den ene eller anden slags. Hun sendte hende et lille smil, som tak. "Og tak, fordi du fik mig væk i tide." Daniella lænede sig en smule ud fra husmuren for, at se om der var fri bane. Daniella ændrede dog hurtigt mening igen, det var nok ikke en god idé at gå derud igen.

Elena nikkede til pigen, vidste hun ikke noget om kanibalerne? Elena trak lidt på skuldren.
"De kanibaler, han ville sikkert have brugt dig som hovederet. Eller forret." Svarede Elena stille og kiggede imod pigen. Hun nikkede som et, det-var-så-lidt smil. Elena betragtede hende kort da hun lænede sig frem for at kigge om der var fri bane, de kunne jo tage chancen og løbe. Eller de kunne blive her til de turde at forlade stedet, Elena kiggede op imod solen. De kunne da ikke bare vente her? Kunne de? Elena lukkede øjnene og tog en dyb indånding.
"Så hvordan kommer vi væk herfra, uden at ende med døden, eller noget i den stil." Spurgte hun, hvem vidste om pigen der havde en god plan som bare længes efter at springe ud af hovedet på hende? Elena ventede på svar, men lod sig glide ned og sidde. Hun samlede sine ben ind under hendes hage imens hun kiggede op på den lyshårede pige. De måtte jo komme væk derfra på en eller anden måde, det var jo muligt. Alt var jo muligt hvis man vidste hvordan man skulle handle..

Daniella så forskræmt på hende. Så var det slut med, at gå andre steder end naturen. Hvis nogle spiser mennesker, hvem ved så hvad folk kan finde på. Hun prøvede at smile, men det var begrænset hvor meget hun kunne smile, når hun næsten lige var blevet spist. "Ja.. Kanibaler, det giver da god mening." Hun så på hende og nikkede, som om hun havde en plan. Hvilket hun også havde. Det hun ville gøre, ville ikke skade nogen. "Vi skal skabe noget der distraherer dem." Hun gik hen til kanten af muren og så på det lille marked der var. Hun begyndte at hviske nogle ord, som lød til at være på et fremmet sprog. Et sprog som ikke var ret udbredt. Det var fordi hun talte med dyr, hun fik dem til at komme. Det varede ikke længe, før pladsen var fyldt med dyr der sprang og løb over det hele. Det havde stjålet en del af Daniellas energi, nu hvor hun havde tilkaldt så mange dyr.

Elena rejste sig op, da pigen havde en plan. Et lidt forvirret ansigts udtryg voksede sig frem på hendes ansigt, men nikkede imponerende da en masse dyr kom løbende henover hele marakedet. Hun nikkede til pigen, som et lad-os-skynde-os-væk. ELena satte i løb ud imod skovene, som lagde rundt om byen. Hun kiggede et par gange tilbage, for at sikre sig at pigen var med og at de ikke blev efterfuldt af nogle. Elena lænede sig op af et træ, og pustede stille ud.
"Okay det var fedt!" Elena hentydede til pigens evne, pigen måtte være jomfrue. Det var Elena næsten sikker på, Elena lignede jo bare et menneske. En som var født udenfor et element. Men hun var begyndt at være lidt lige glad emd at være anderledes.
"Fed evne det må jeg sige." Sagde Elena med et skævt smil på sine læber, og lagde armene overkors. Elena kiggede rundt i skoven, hun gik nu ikke så meget rundt i skove. Men det kunne man jo blive nød til. Hun skulle finde tilbage til ildstepperne inden aften, hun havde jo en forretning at passe på. Medmindre hendes kærer assisent tog sig af det.

Daniella så på dyrene der begyndte at ødelægge stedet. Så længe ingen kom til skade, så ville det ikke være så slemt. Hun så over på hende den anden og begyndte at løbe efter hende. Hun havde nogle lange og hurtige skridt, så det tog ikke lang tid før hun var henne ved skoven. Endelige hjemme. Hun kunne ikke undgå at føle sig hjemme, i en eller anden form for natur. Hun smilede til hende. "Jeg bruger ikke mine evner så meget. Mest til nødstilfælde." Hun smilede igen. Det var altid rart at få af vide, at man kunne noget specielt. "Tak tak." Hun stillede det ene ben foran det andet og bukkede en enkelt gang. "Så se lige her." Hun så ned imellem noget af mosset omkring et træ. Hun vidste bare at der var et frø til en blomst dernede. Kald det natursans. Hun bukkede sig ned og førte en finger hen over mosset, og så en flot gul blomst vokse op.